Culture and Environment: Sirius-Patruljen.

A ftenen før Apollo 11 startede på sin berømte månerejse, fik de tre astronauter en  hilsen med ønsket om lykke på rejsen: »I overtager nu vores plads som de ensomste 
mennesker i hele verden.« Denne hilsen kom fra Sirius-patruljen i Nordgrønland — en lille flok unge mænd, som hævder Danmarks overhøjhed over Jordens største, koldeste og ødeste naturreservat.

Hvordan er det at leve i en gigantisk udendørs dybfryser? Hvad kræves der for at holde disse mænd og deres slædehunde på farten i en 160.000 kvadratkilometer stor ødemark, hvor solen i mere end tre af årets måneder slet ikke står op? For at finde ud af det gik jeg på Flyvestation Værløse om bord i et fly, der skulle bringe vinter -forsyninger til patruljen. Jeg blev ledsaget af den 36-årige Stig Palm Jakobsen, en af patruljens veteraner. Fire måneder før hans 25 måneder lange tjeneste-periode var forbi i 1971, blev Stig og hans makker Finn Egebjerg sendt ud fra Daneborg på Grønlands østkyst for at søge efter en mand, der var meldt omkommet i vildmarken. Pludselig opstod en af Grønlands frygtede storme — en piteraq — der rev deres telt med sig. De var nu fanget under åben himmel i 25 graders frost og piskende vindstød på op til 120 kilometer i timen.

Stig og Finn krøb sammen i deres soveposer i 52 timer uden mad eller drikke. Da de endelig vovede at kravle frem, var deres fødder fuldstændig følelsesløse. En undsætningspatrulje af andre Sirius-folk bragte dem med slæde tilbage til Daneborg, hvorfra de med ambulancefly blev fløjet til Danmark: Stig fik alle tæer amputeret og tilbragte ni måneder på hospitalet. Finn mistede det meste af begge fødder og var indlagt et års tid.

Og nu, 11 år efter denne farefulde opgave, var Stig på vej tilbage til Grønland. Hvorfor? »Fordi Sirius er en oplevelse for livet,« sagde han. »Noget man ikke kan få noget andet sted i verden. Deroppe opdagede jeg sider af mig selv, som jeg aldrig havde haft en anelse om. Hvis jeg kunne, ville jeg melde mig igen på stedet.«

Jeg forstod så småt hvorfor, da vi landede på flyvepladsen ved Mestersvig og jeg for første gang stod over for »polarnauter« i funktion. Seks af dem var mødt op for at tage imod os i den klingrende frost den februar morgen. De hilste hver især

Stig Palm Jakobsen med et fast håndtryk; man kunne tydeligt se deres respekt for ham. Den høje, få-mælte veterans prøvelser i den hylende piteraq havde gjort ham til en legende i patruljens historie.

Man finder ikke Sirius-patruljen i Guinness Rekordbog, men den burde måske stå der som verdens længste kombinerede distanceløb på ski og med hundeslæde. Patruljens to-mandshold — der på ski følger deres tunge træslæde med et forspand på 11 hunde og overnatter i telte eller hytter — tilbagelægger hvert år tilsammen omkring 20.000 kilometer.

»Vi gør en del mere end bare at vise flaget,« siger orlogskaptajn Mogens Guldbrandsen, der er Siriuspatruljens leder i Danmark. »Gulli« — som hans folk kalder deres chef— er formentlig den første søofficer, der har baseret sin karriere på tjeneste med hundeslæde. Hans 11 år i Grønland har gjort ham til polarekspert og menneskekender, og hos ham og hans folk er der ingen slinger i valsen.

Han fortalte, at hvert enkelt slædehold er i daglig radiokontakt med hovedbasen i Daneborg og melder om »alt, der bevæger sig over isen eller i luften.« Det vil sige vejrforhold, dyreliv, skibe langs kysten og især fly, der overflyver området. Som en del af deres uddannelsesprogram gennemgår alle Sirius-folk et fem ugers kursus i vinterkrigsførelse for NATO-officerer. »De enkelte slædehold er for små til at forsvare området,« siger Guldbrandsen. »Men hvis andre rykker ind, vil de opdage det og lade besked gå videre.«

Præcis hvor mange patruljer der kører hvor og hvornår, er en militær hemmelighed, men hovedruten går op over Grønlands nordøstlige højderyg langs Ishavet og gennem Peary Land frem til Nares Strædet kun 50 kilometer fra Canada.

Polarnauterne er udrustet med geværer og pistoler og har politimyndighed i områder under dansk flag. De er frivillige fra alle tre værn og skal opfylde tre krav for at kunne melde sig: man skal være under 30 år, ugift og mindst have rang af sergent. Omkring 25 mand melder sig hvert år, og de gennemgår nøje udvælgelse. Først bliver de undersøgt af patruljens egen læge og tandlæge — de skal være i absolut tovform. Derefter testes de af psykologer, og en af dem, Olav Johansen siger: »Ansøgerne skal have initiativ og samarbejdsevne, være tolerante og have humoristisk sans. Men derudover kan man ikke opstille nogen bestemt personlighedsmodel.« Til sidst gennemgår de forskellige eksperter ansøgerne sammen med Guldbrandsen og vælger årets rekrutter.

Patruljen, som er opkaldt efter Hundestjernen — den klareste på himlen — blev oprettet af søværnet i 1950 under navnet Resolut, men har rødder tilbage til anden verdenskrig, da danskere i Grønland, som var afskåret fra at komme hjem, organiserede en hundeslæde-patrulje af danskere, nordmænd og grønlændere med det formål at opspore tyske militærenheder, der gjorde landgang på Grønlands nordøstkyst. I tre tilfælde, hvor det lykkedes den tyske flåde at landsætte mandskab og materiel, havde slædepatruljen held til at opspore deres forposter.

Under vores mellemlanding i Mestersvig blev de seks slædekørere, deres 33 hunde og hele deres udrustning stuvet om bord i flyet for at blive fløjet til Station Nord, Danmarks nordligste udpost. Blandt rejsedeltagerne var Kaj Birkkær Larsen, der var med på andet år, og Jan Almqvist, som var nyere i tjenesten. Birkkær Larsen, der er løjtnant af reserven, havde meldt sig til Sirius, »fordi jeg ville prøve mig selv.« Både Birkkær Larsen og Almqvist sagde, at det i langt højere grad var eventyrlyst, der drev dem, end det tillæg på 4100 kroner om måneden, de får for at gøre tjeneste på Grønland. »De arktiske områder slår alt, hvad jeg havde forestillet mig,« sagde Almqvist. »Der er så enormt, så stille og så uspoleret. Det er en helt anden verden.«

Det har han ret i. To timer efter starten lagde vi an til landing på Station Nord, hvor flakkende petroleumsblus afmærkede den snedækkede landingsbane. Det var ved middagstid, men det var næsten mørkt, diset og 30 graders frost. Så langt øjet rakte, var terrænet fladt og hvidt af sne.

Ensom, men stærk er mottoet for dette næstnordligste sted på Jorden, hvor der bor mennesker hele tiden. (Den nordligste bebyggelse er Alert, den canadiske forpost og vejrstation på Ellesmere Island.) Station Nord består af cirka 30 mørkegrønne barakker og hytter ved Ishavets kyst, og det er heroppefra, slædepatruljerne begiver sig ud på deres 3000 kilometer lange forårsrunde.

»Vores største problem er forfrysninger,« siger Kaj Birkkær Larsen. »Vi lærer hurtigt at lave alt udendørs med handsker på. Det er simpelt hen for farligt at tage dem af.« Ved forfrysninger i hænder og fødder får man en advarsel i form af tiltagende følelsesløshed, men en afslørende »frostplet« på en utildækket hage eller kind kan man ikke mærke. Makkerne på et slædehold inspicerer regelmæssigt hinandens ansigt for at opdage den slags tegn. Og alligevel har næsten hver eneste af de godt 150 polarnauter, der hidtil har gjort 25 uforglemmelige måneders tjeneste i Sirius, mistet dele af fingre og tæer og stykker af hud på kinder og næse på grund af forfrysninger.

Når de strider sig frem over stivfrosne kystsletter og snedækket hav-is, tilbagelægger hvert slædehold i gennemsnit 35 kilometer på en otte timers dagsmarch. I dagens løb stopper de af og til op for at ordne hundenes seletøj og trækliner og »ise« slædens meder. De medfører to termokander — en med varm te, kaffe eller kakao til at drikke og en med varmt vand til at skylle slædemederne med. Vandet danner lynhurtigt en isskorpe, som nedsætter gnidningsmodstanden. Først når der er slået lejr for natten, tager Siriusfolkene sig tid til at spise. Aftensmaden kan være suppe, kødkonserves og frugtsalat. I det lille hvide lærredstelt med to primusser tændt er der varmt nok til, at de to mænd kan sidde i undertøj og sokker og skrive dagsrapporten eller læse og spille kort eller skak. Inden de går til køjs, kalder de Daneborg over radioen og afgiver melding om dagsmarch, vejrforhold og eventuelle observationer.

For afvekslingens skyld skiftes de to til at tage sig af de daglige pligter.»Udemanden« sørger om aftenen for hundenes foder af tørret fisk og pemmikan — tørret kød blandet med fedt. »Indemanden« står op klokken syv og tænder primusserne, der hurtigt varmer teltet op. Når han har lavet havregrød og kaffe eller te, vækker han sin makker. Klokken ni har de læsset deres grej på slæden, og de 11 slædehunde glammer utålmodigt og slår sig i seletøjet for at komme af sted.

Ensomheden og de barske forhold betyder, at der knyttes stærke bånd mellem mænd og hunde. Når det gælder at styre hundene, bruger Sirius-folkene mere deres stemme end deres sælskindspisk, som de med mellemrum lader smælde hen over ryggen på en hund, der har lidt svært ved at følge med. Løjtnant Larsen demonstrerede det ved at drive sit forspand frem blot ved at råbe til hundene: »Klem på, Samson! Kom så, Tot! Frem med dig, Vinter!«

Den store og venlige grønlandske slædehund er som skabt til et liv i polaregnene; den har en slags sjette sans for farlig sne og is. I modsætning til motorkøretøjer går den ikke i stå eller nægter at starte på grund af kulden, og den er billig i drift. Hvilken anden motor kan gå en hel dag på tørret fisk og pemmikan? Et forspand består af 11 hunde, der hver vejer omkring 35 kilo. På de fem-seks år, deres aktive karriere varer, trækker hundene en slæde med en last på 500 kilo godt og vel 20.000 kilometer. Det svarer til en strækning fra København til sydspidsen af Afrika og retur.

Når deres tilværelse som trækdyr nærmer sig afslutningen, bliver enkelte af dem sat på pension på de forskellige vejrstationer. Men de fleste bliver aflivet smertefrit — og altid af deres egen slædefører. Kaj Birkkær Larsen fortalte mig, at hans hund Eik skulle aflives, når forårets patrulje var forbi.

Den mest berømte undtagelse fra denne regel var Lillebjørn. Han var en stor, sort slædehund, der et efterår i 1950'erne forsvandt sporløst og blev anset for omkommet. Men næste forår dukkede han glad og velnæret op i Danmarkshavn — over 700 kilometer fra det sted, man sidst havde set ham. Han blev omgående døbt om til Storebjørn og udnævnt til Sirius-patruljens maskot — han tilbragte sine sidste år som pensionist, til han døde af alderdom.

Hans bjørnelignende profil med de skarpe tænder sidder midt i den sekstakkede Hundestjerne, der er Sirius-folkenes ærmeemblem.

Det tætte samarbejde mellem hund og menneske kommer bedst til udtryk, når to-tre meter brede revner i isen skal passeres. Slædeføreren hepper sine hunde op til fuld fart, og netop som de når frem til kanten af revnen, stopper de op en brøkdel af et sekund for at slække træklinerne. Og så springer de over revnen og haler slæde og mænd med sig.

De mænd, der en gang har oplevet en slædefart gennem Grønlands frostknugede og betagende skønne polarområder, glemmer det aldrig. Da orlogskaptajn Guldbrandsen og jeg vandrede gennem sneen under de flammende nordlys, spurgte jeg, om han kunne tænke sig endnu en gang at mærke skiene under sig derude i ødemarken. Han standsede og tog piben ud af munden. »Hvis jeg havde kræfter til en sidste patrulje, ville jeg gerne starte oppe i Nares Strædet med et forspand af gode hunde og en dygtig makker og køre ned til Daneborg.« Det er en tur på 2000 kilometer, der tager 12 uger. Og for en polarnaut som Gulli er det en større oplevelse end at flyve til Månen.